Arbejdernes internationale kampdag
Overalt i landet er forberedelserne til Arbejdernes internationale kampdag i fuld gang. Også hos Socialdemokraterne i København støves fanerne af efter en hård vinter, hvor selv den siddende regering gik kold. Det ser ud til, at Socialdemokraterne og SF i fællesskab er i stand til at bukke begge ender på Lars Løkke og afslutte 10 års ørkesløs tilværelse i opposition. Det danske samfund skal genoprettes, og 1. maj er god anledning til at komme ud blandt venner og give hinanden hånd på, at vi er parate til at kæmpe for et magtskifte.
SIK’s arrangement på Arbejdermuseet
Selvom den 1. maj i år falder på en lørdag, håber vi, at du og mange andre medlemmer vil deltage i vores traditionsrige arrangement på Arbejdermuseet. Den smukke festsal i Rømersgade udtrykker den perfekte ramme til 2½ time samvær med musik, fællessang og 1. maj taler. Vi lover, at festsalen er klædt i rødt og pyntet med nyudsprungne bøgegrene, når Københavns overborgmester Frank Jensen, Yildiz Akdogan (MF), Peter Kay Mortensen (formand for LO Storkøbenhavn) og SIK’s formand Jan Salling indtager talerstolen.
I fælles optog til Fælledparken
I lighed med tidligere år vil vi efter arrangementet på Arbejdermuseet gå i fælles demonstrationsoptog mod Fælledparken. Det er ingen hemmelighed, at Københavns overborgmester er i superform, og Frank vil gå med i optoget fra start til slut. Vi opfordrer alle medlemmer til at gå med og på en positiv måde vise københavnerne, at vi har et stærkt fællesskab og deler et fælles politisk projekt.
Teltet i Fælledparken
I år skal teltpælene bankes ekstra fast i jorden, når DSU København overtager scenen i SIK’s telt kl. 15.30 med Ikram Sarwar som konferencier. Udover at have inviteret Børn- og ungdomsborgmester Anne Vang og formand for DSU Peter Hummelgaard til at holde tale, kommer Rasmus Nøhr forbi og spiller en koncert. Der er ingen tvivl om, at fornyelsen vil trække fulde huse, og Socialdemokraterne i København glæder sig til at nyde fællesskabet, øllet, musikken og glæden sammen med vores medlemmer. Vi ønsker alle en god 1. maj.
Program Arbejdermuseet den 1. maj
Sted: Rømersgade 22. København K (se kort)
Kl.10.00 Velkomst ved Erik Vinding (SIK)
Kl.10.05 Tale af Jan Salling (formand for SIK)
Kl.10.25 Tale af Yildiz Akdogan (MF)
Kl.10.50 Tale af Peter Kay Mortensen ( formand for LO Storkøbenhavn)
Kl.11.15 Tale af Peter Hummelgaard (formand DSU)
Kl.11.40 Tale af overborgmester Frank Jensen
Kl.12.10 Afslutning ved Erik Vinding (SIK)
Kl.12.25 Optog til Fælledparken med musik
Deltagelse i arrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding.




