- Mette Reissmann's blog
- log ind for at skrive kommentarer
- Printervenlig version
- Send by email
Godt Nytår med håb om mere solidaritet og et stærkere fællesskab

Skrevet: 16. januar 2012 - 13:37
Det er altid dejligt at tage hul på et nyt og helt ubrugt år. Det virker sprødt og frisk. Det giver også en naturlig anledning til at evaluere det år, vi lige har sagt farvel til. Hvad fik vi afsluttet, hvad lærte vi, og hvad skal vi have mere af. Som nyt medlem af Folketinget er jeg ikke færdig med at føle begejstring over, at vi i 2011 fik en ny socialdemokratisk ledet regering med mulighed for at føre en økonomisk ansvarlig politik med et humant og anstændigt ansigt med fokus på større lighed og solidaritet. Det vil jeg gerne have mere af! Og vi er godt i gang.
Vi er i gang med at løse de problemer, som Danmark står i, og vi gør det på en anden måde, end den tidligere regering gjorde det. Vi har en anden opfattelse af, hvilket samfund vi vil have. Jo mere lige et samfund er, jo mere velfærd og velstand. Alle ved, at vi kom til regeringsmagten på et kritisk tidspunkt. Konjunkturerne i Danmark og i resten af verden er svage. Økonomien har fyldt meget på den negative måde de seneste år. Det vil den fortsat gøre i 2012.
”Kasseeftersynet” viste, at vi overtog en statskasse med et stort hul i. 100 mia i underskud er en slat penge, og som min gamle far altid har sagt, når hjemmets økonomi skulle ses efter: pengene vokser ikke på træerne, ergo må vi finde på noget andet. Derfor er der også 100 % fokus på at genere indtægter i form af skatter og afgifter og en Kickstart af økonomien med investeringer i offentlig byggeri. For at få skabt balance i regnskabet anvender vi et forsigtigheds princip, der betyder, at vi ikke som udgangspunkt skal bruge pengene, før de er der.
Vi har en plan. Grundretningen i regeringsgrundlaget er rigtig og Finansloven indeholder synlige og præcise anvisninger på, hvad regeringen sammen med sine aftaleparter vil gøre. Efter kun tre måneder har Regeringen allerede gennemført en række initiativer: Bedre vilkår for ledige, forstærket indsats overfor social dumping, mere og bedre uddannelse, aftale om bedre balance i rets- og udlændingepolitikken, boligaftale, Kickstart af økonomien og meget mere. Der er en klar forskel på den nuværende Regerings politik og den tidligere Regerings. Vores politik bygger på økonomisk ansvarlighed, omfordeling af midler, der styrker ligheden og sammenhængskraften i samfundet og som sender et tydeligt signal til vælgerne, hvilken vej vi vil gå. Desuden ønsker vi også en mere human rets- og udlændinge politik.
Jeg er ikke i tvivl om, at mere solidaritet og et stærkere fællesskab er vigtigt for at bringe Danmark sikkert gennem 2012 og i årerne fremover. Den økonomiske krise ser ud til at fortsætte, hvilket ikke er overraskende. Danskerne er heldigvis meget krisebevidste. En tilstand vi bliver nødt til at befinde os i et langt stykke tid endnu. Jeg er overbevidst om, at danskerne er rustet til at stå krisen igennem sammen. Foran os ligger der et omfattende reformarbejde, som vil bringe Danmark videre.
Alle skal bidrage hver især med de evner og den styrke, man har. Det skal kunne betale sig at arbejde; at gøre sin pligt. Det samme gælder, når man skal betale til fællesskabet i form af skatter og afgifter. Derfor bliver jeg også harm, hver gang jeg præsenteres for mennesker, der snyder fællesskabet og arbejder sort eller hyrer sort arbejdskraft eller begår socialt bedrageri. Tyveri er strafbart. Om du stjæler fra Bilka eller fra Fællesskabet gør i mine øjne ingen forskel.
2011 blev også det år, hvor ordet løftebrud blev anvendt over 100 gange om ugen i medierne. Der gik ganske enkelt virus i medierne. Det er tydeligt, at oppositionen har svært ved at finde deres nye rolle, og den er frustreret, hvilket kommer til udtryk ved at beskylde Regeringen for løftebrud. Der er to ting at sige om den sag; den ene ting er, at hvis man bruger ”Fair Løsning” som rette vejledning, så er det rigtigt, at der vil findes mange fejl i Regeringsgrundlaget. Men tager man VKO´s Regeringens grundlag i stedet og sammenligner, så vil vores få karakteren 12!
Den anden ting er, at man skal ikke smide med sten, når man selv bor i et glashus. VKO sagde i 2007, at de ikke ville røre ved boligbeskatningen. Det gjorde de. VKO lovede, at der skulle ske et kvalitetsløft for offentlige ansatte. Det endte med et krav om 0-vækst til kommunerne med et voldsomt tab af velfærd, og en trussel om kollektiv straf, hvis ikke det blev overholdt.
2011 blev også det år, hvor vi desværre måtte forringe efterlønnen. Danskerne har med åbne øjne valgt et Folketing, der ville forringe efterlønnen, hvis man stemte på politikere, der støttede tilbagetrækningsreformen. Vi fik ikke 90 mandater. Derfor er resultatet blevet, som det er. Vi skal videre, og der er derfor en stor forventning til trepartsforhandlingerne i foråret i 2012.
Krisen betyder også, at markedet for arbejdsgiver-platugler vokser. Op til slutningen på 2011 er det blevet afsløret, hvordan en stribe af virksomheder udnytter deres unge medarbejdere groft: Joe & The Juice, Agnes Cupcakes, Paradis Is, Abercrombie & Fitch, og der kommer helt sikker flere i 2012 på listen over virksomheder, der tilsidesætter arbejdstagerrettigheder og ansætter folk på prøve uden løn, udspionere deres medarbejdere, sløjfer deres pauser og tvinger dem på arbejde, når de er syge. Som forbrugere bør vi holde os langt væk fra den slags virksomheder, men købe vores is, sandwiches, smoothies og tøj hos forretninger, der behandler deres personale ordentligt.
I 2012 indføres der en trængselsring omkring København. Det er nødvendigt på grund af trængslen i trafikken på de københavnske veje og på grund af den stigende luft- og støjforurening. Begge dele skal nedbringes for at skabe bedre miljø, bedre fremkommelighed, bedre trafiksikkerhed og sundhed. Københavnerne skal have alternativer til privatbilisme i form af bedre offentlig transport og mere cykelsti. Jeg har i starten af januar 2012 været på studietur til henholdsvis Oslo, Stockholm og London med Folketingets Transportudvalg. Et nødvendigt onde, kaldte direktøren for det norske næringsliv den norske Ring, men den virker, tilføjede han. Det samme gælder i Stockholm og i London
Af de fire modeller, der er fremlagt er den mest oplagte for københavnerne den model, der går ved kommunegrænsen. Jeg glæder mig til at diskutere lovforslaget, der forventes at komme i slutningen af januar, med alle involverede parter.
De sidste uger af 2011 har udstillet en meget beklagelig håndtering af ansvaret fra den tidligere VKOs regerings side angående håndtering af krigsfanger i Irak, og en nedsættelse af en undersøgelseskommission om Venstres magtmisbrug i forbindelse med håndtering af personoplysninger i en skattesag står tilbage som et symbol på en kultur i et parti, hvor magtfuldkommenhed mere end reel regeringsførelse var i fokus.
Danmark er en del af et globalt fællesskab. I 2012 vil der være valg i USA og i Rusland. Danmark er i de næste seks måneder formand for EU. Nye Euro dramaer venter i kulissen, og hele EU slås med at få styr på økonomien. Vi skal også arbejde på at få gang i væksten og skabe beskæftigelse. Det er ikke nok kun at fokusere på Danmark. Vores mål må være at medvirke til at få gang i hele Europa. Danmark lever af at afsætte sine varer og tjenesteydelser til udlandet. Hvis ikke forbrugerne i Europa har råd til at købe vores varer, fordi de har mistet deres arbejde, resultere det i, at danske borgere mister deres arbejde. Det er en ond spiral, som vi har et ansvar for at bidrage til bliver brudt.
Jeg glæder mig til et godt samarbejde i 2012.

















