Mere idræt og kultur til Ørestad og resten af Amager
Skrevet: 28. januar 2010 - 14:27
9.432 personer. Eller 10 % flere. Så mange flere amar´kanere er vi blevet i løbet af de seneste fem år. Og det endda kun på den del af Amager, som hører til Københavns Kommune. Det er jo dejligt, at vi er blevet flere. Men det betyder også øget efterspørgsel på idræts- og kulturfaciliteter. Regnestykket går ikke op, og det vil vi gøre noget ved.
En rundtur til de nye kvarterer i Ørestad, Islands Brygge og ved Amager Strand viser en bydel i rivende udvikling. De mange nye beboere har været med til at skabe nyt liv på Amager til glæde for alle øens indbyggere. Men når en bydel udvikler sig på denne nærmest eksplosive facon, åbner det også op for en række udfordringer. Arbejdspladser, muligheder for børnepasning, uddannelsesinstitutioner, indkøbsmuligheder og ældrepleje f.eks.
Men Amagers indbyggere skal også have mulighed for et godt og aktivt fritidsliv i form af gode idræts- og kulturtilbud. Ikke alene fordi det forbedrer sundheden og højner livsglæden, men også fordi Amager som bydel har behov for at noget at samles om.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Amager mangler idræts- og kulturfaciliteter. Og problemet forstærkes altså af, at vi er blevet flere her på øen. Og vi bliver oven i købet flere endnu. Københavns Kommune har nemlig regnet sig frem til, at befolkningstallet stiger med yderligere 21.000 frem til 2020. Langt hovedparten kommer i Ørestad, hvor der allerede nu er flyttet ca. 5.000 borgere ind. Og netop Ørestad er stadig uden permanente kultur- og idrætsfaciliteter.
Ønskerne til nye faciliteter er mange på Amager, og behovet er stort. En ny hal ved Sundbyøsterhallen, flere fodboldbaner, kulturhuse, idrætshal i Ørestad, biografer, beachvolley-bane og bedre idrætsfaciliteter på skolerne, er blot nogle af de mange lokale ønsker.
Det er ønsker, vi begge vil kæmpe for bliver gennemført. Men vi vil faktisk gå et skridt videre. I stedet for at det hele stritter i alle retninger, vil vi arbejde for, at der bliver udarbejdet en samlet idræts- og kulturplan for Amager. Det er den allerbedste garanti for, at alle amar´kanere får adgang til gode og tidssvarende idræts og kulturfaciliteter. Uanset hvor på øen de bor.
Thomas Bøgh, kandidat til Folketinget, og Lise Thorsen, medlem af BR. Socialdemokraterne 2. Kreds, Sundbyvester.










Indsend kommentar