Politiken den 28/9: Vi er ikke bange for konkurrence

Skrevet: 13. oktober 2009 - 11:45
Arrogance og magtfuldkommenhed.
Det er Socialdemokraterne i København i en nøddeskal, mener SF´s Trine Pertou Mach i Politiken den 22. september. Vi mener nemlig at byens nøgler en gang for alle er givet os af Stauning og Vorherre i skøn forening. Og derfor er vi fornærmede over, at Bo Asmus Kjeldgaard nu har meddelt, at han vil være overborgmester efter kommunalvalget.
Jamen det er da fint nok. En spidskandidat skal da gå efter at blive overborgmester. Der er ingen grund til på forhånd at melde sig som nummer to.
Så det har vi altså ingen problemer med. Vi har bare undret os lidt over de mere eller mindre kryptiske og modstridende udmeldinger, der er kommet fra SF i København og SF på Christiansborg.
Og vi har undret os lidt over den midtvejs-erklæring, der hed ”Stem på Bo Asmus og få Frank som overborgmester”. Hvis jeg var SF-vælger, ville jeg altså løfte øjenbrynene en anelse over den formulering.
Vi er ikke arrogante, og vi tager ikke noget for givet på forhånd. Men vi er klar i mælet over for vælgerne. Socialdemokraternes spidskandidat hedder Frank Jensen, og han går efter at blive overborgmester. Punktum.
Jeg synes, det var på tide, at SF´erne kom med samme klare melding om deres ambitioner. Så ved vælgerne, hvad de har at se frem til.





Indsend kommentar