Frisindet skal gå begge veje

Skrevet: 13. oktober 2009 - 11:58
For ikke så længe siden sad jeg i Borgerrepræsentationen og var med til at stemme ja til byggeriet af en ny moske på Vibevej. Samme aften stemte jeg i øvrigt også ja til at sidestille det borgerlige vielsesritual, så det bliver ens for både hetero- og homoseksuelle par. Dansk Folkeparti stemte imod moskeen. Og løsgængeren Wallait Khan stemte imod vielsesritualet. Alle vi andre stemte ja til begge dele, uanset vores politiske forskelle i øvrigt. Ud fra en grundholdning der siger, vi alle har ret til at være her. Dyrke hver vores religion, hvis det er det vi vil. Tro og tænke som vi hver især finder det rigtigt. Gifte os med den vi vil.
Men frisindet skal altså gå begge veje. Derfor bliver jeg vred, når en bekendt af mig, gang på gang generes af mange af kvarterets unge indvandrere, fordi han er bøsse. Man vælger selv sin religion og sin kultur, og man kan frigøre sig fra dens normer. Hvis man vil. Men man vælger ikke selv sin seksualitet. Og min bekendt har ikke selv valgt at være bøsse.
Hvis ens religion eller kultur betyder, at man føler sig kaldet til at kaste sig over en bøsse i nabolaget, så er der nogen, der har et ansvar. Et ansvar, de ikke løfter. For de unge har ikke hevet den fordom ud af den blå luft.
Jeg er lige glad med om folk er lyshårede eller mørkhårede. Jeg er lige glad med, om de er tiltrukket af deres eget køn eller af det modsatte. Jeg er lige glad med, om de bekender sig til den ene eller den anden tro. Eller slet ikke til nogen. Men jeg er ikke lige glad med, om de generer andre mennesker, der ikke er som de selv. Derfor har jeg taget kontakt til de nærliggende skoler og bedt dem råbe børnene og deres forældre op. For frisindet skal gå begge veje.





Indsend kommentar