Ældre er ikke en byrde!

Skrevet: 20. oktober 2009 - 9:32
Jeg kan blive noget så forbandet, når jeg hører udtrykket ”ældrebyrden”. Det er den kendsgerning, at vi i Danmark er så lykkelige, at mange af os bliver gamle, ældre, seniorer eller hvad man nu vælger at kalde det, som har skabt det dette frygtelige udtryk - ældrebyrden.
De ældre skal aldrig føle, at de ligger samfundet til last. Det er helt rimeligt, de ældre bliver behandlet med respekt, og det er også helt naturligt, at der bliver ydet omsorg fra samfundets side, når der er brug for det. Man kan ikke komme udenom, at når vi bliver ældre, så får vi mere behov for specielle ydelser.
Region Hovedstaden har lagt en plan for, at ældre medborgere skal opleve sammenhængende behandlingsforløb. Det håber jeg kan praktiseres og bliver det. Det er der meget, der kan hindre. Dårlig kommunikation mellem de forskellige behandlere, hospitaler, praktiserende læger, speciallæger, kommuner osv. er et hovedproblem. Systemer kan hjælpe, men holdninger kan flytte.
Jeg vil benytte mine kræfter til at sætte patienterne – herunder de ældre – i centrum. Systemer er til for menneskers skyld – ikke omvendt! Det kan gøres bedre på kryds og tværs af systemerne, det vil jeg fastholde og investere mine kræfter i, hvis jeg kommer i Regionsrådet i Region Hovedstaden.





Indsend kommentar