VK sjofler Bispebjerg Hospital og københavnerne!

Skrevet: 6. oktober 2009 - 12:02
I foråret valgte sundhedsministeren og finansministeren at ignorere deres eget ekspertudvalgs anbefaling om, at Bispebjerg Hospital skulle tildeles midler fra den centrale pulje, så der kunne bygges akutmodtagelse og en række andre renoveringer. Dengang skrev jeg om svigtet her i lokalavisen og antydede, at daværende finansminister Lars Løkke brugte sin magt til at hjælpe partifæller i Regionsrådet med at stikke en kæp i hjulet for den hospitalsplan, som Venstre står uden for, men som ellers har et meget bredt flertal bag sig. Jeg skrev også, at det lignede en tanke, at finansministeren, der jo er valgt i Nordsjælland, var mere interesseret i at bygge nyt superhospital i Hillerød frem for at renovere Bispebjerg Hospital.
Det var i foråret. Nu er det efterår, og finansministeren er blevet statsminister, og regeringens ekspertudvalg (og regeringen) mener nu, at der skal bygges et superhospital i Hillerød selvom det ikke er det som flertallet i Regionsrådet ønsker nu og her. Konsekvensen er nem at forudse. De små hospitaler i Frederikssund og Helsingør må lukke, og tiltrængt byggeri på Bispebjerg vil endnu en gang blive udskudt. Mens borgerne i Nordsjælland skal have nye dejlige enkeltstuer, må københavnerne tage til takke med firesengsstuer. Det er simpelthen for ringe, og jeg synes københavnerne fortjener bedre!





Indsend kommentar